|
|
|
|
|
Australien - et nyt marked for dansk turisme
|
|
Med tilføjelsen af København på Emirates rutekort pr. 1. august 2011 er tilgængeligheden fra Australien til Danmark blevet mærkbart forbedret. Den australske økonomi er i vækst og den australske dollar er rekordhøj. Som eneste globale økonomi undgik Australien at opleve en økonomisk nedgang efter den globale finansielle krise. Fremadrettet forventes en årlig BNP-vækst på ca. 3% fra 2012 og de nærmeste år frem. Hele 6,3 mio. australiere rejser hvert år til udlandet, heraf 16% til Europa. En rejselyst der i 2010 steg med hele 15%.
|
|
|
|
De positive perspektiver på det australske rejsemarked gælder ikke mindst for Danmark. Sammenlignet med situationen på andre fjernmarkeder, har befolkningen i Australien et godt kendskab til Danmark som følge af ”Mary-effekten”. Den royale forbindelse mellem de to lande er med til at øge opmærksomheden omkring især dansk design og gastronomi og herigennem også interessen for Danmark som rejsemål. Udviklingen i australske overnatninger har i flere år været stigende og i perioden august 2010 - juli 2011 har den konkrete fremgang været 18% svarende til et niveau på i alt 50.000 overnatninger på årsbasis. Australien er med andre ord et marked som byder på vækstmuligheder for dansk turisme. Australien vil fremover være et prioriteret marked for VisitDenmark, som vil kickstarte indsatsen lokalt i forbindelse med det planlagte danske erhvervsfremstød i Sydney og Melbourne i november 2011. I forlængelse heraf planlægger VisitDenmark at følge op med en målrettet og omfattende bearbejdning af salgsleddet og relevante medier og vi indbyder i den forbindelse interesserede danske virksomheder til samarbejde. Indsatsen koordineres tæt i forhold til den omfattende BtC-rettede markedsføringsindsats, der ligesom den øvrige markedsføring på markedet, gennemføres i tæt samarbejde med flyselskabet Emirates baseret på medfinansiering fra ruteudviklingsprogrammet Copenhagen Connected.
VisitDenmark har indgået en samarbejdsaftale med Udenrigsministeret som betyder, at Det danske Generalkonsulat i Sydney pr. 1. september 2011 fungerer som VisitDenmarks lokale repræsentant. Aftalen betyder konkret, at australske turoperatører, agenter og medier har et lokalt kontaktpunkt når det gælder forespørgsler om Danmark som rejsemål.
Såfremt din virksomhed har interesse i samarbejde på det det australske marked, er du velkommen til at kontakte VisitDenmark New Markets for et uforpligtende møde.
Velkommen på marked Australien.
Med venlig hilsen Thomas Kastrup Markedschef, Nye Markeder
|
Mandag, september 26 2011
Vidste du at...
Udviklingen i australske overnatninger i flere år har været stigende og i perioden august 2010 - juli 2011 har haft en konkret fremgang på 18% svarende til et niveau på i alt 50.000 overnatninger på årsbasis?
|
|
|
|
|
|
|
|