Skal det være falkeflyvning, fodring og træning af de store rovfugle på plænen foran Koldinghus? Eller var det noget med østers, som I selv indsamler på østers safari i Vadehavet? Eller skal det være splash i tropisk badeland, moderne arkitektur eller kunst i verdensklasse? Uanset hvilken retning lysterne går, kan I finde inspiration til feriens oplevelser på
www.visitdenmark.com/vinterferie.
Her har VisitDenmark samlet en række ideer, der kan give inspiration til en sjov vinterferie, hvor i landet man end befinder sig. Populære er de mange badelande og svømmehaller, men har man lyst til at opleve noget særligt, er der nok at vælge imellem:
Sydpå byder Rømø og Tønder Kommune på mange spændende aktiviteter for børn og voksne. Hver dag kan man lave sine egne lys hos Rømø Lys, og der er aktiviteter som ravslibning, byg en drage og leg med muslinger i Naturcenter Tønnisgaard. Er man til mere voksne skaldyrsoplevelser, kan man booke en Østers Safari lørdag den 11. februar. Turen går ud i Vadehavet, hvor man indsamler østers, som man kan prøvesmage med et glas vin.

Går turen til Kolding, er der falkeflyvning, fodring og træning på plænen foran Koldinghus, hvor der også er teater for børn og oplæsning af Ole Lund Kirkegaards historier for barnlige sjæle. Se også udstillingen PH-lampen - Poul Henningsens lysdesign fra 1924-2012, der går bag om PH’s forskellige lampeprincipper og giver en indføring i hans lysfilosofi, der satte nye standarder for belysning.
I Nordjylland er der kunst, natur og vilde dyr i Aalborg. Siku er stadig for lille til besøg, men de andre isbjørne og vilde dyr i Aalborg Zoo er parate til at byde velkommen med brøl, grynt og charme. Eller tilbring dagen på KUNSTEN – Museum of Modern Art eller på Utzon center, hvor du kan bruge timer på at fordybe dig i fantastisk kunst og arkitektur.

Nordsjælland lokker med kunst i verdensklasse på Louisiana, men også med en børnevenlig udstilling på Det nationalhistoriske Museum. I forbindelse med særudstillingen ”Regent i 40 år - Dronning Margrethe II 1972-2012” er der en børneudstilling, hvor børnegæster kan gå på opdagelse, løse forskellige opgaver eller besøge børneværkstedet og blive slået til ridder af Frederiksborg. I Øresundsakvariet er der ekstra fordringer af fiskene på alle dage, og der er spændende fiske og blæksprutte-dissektioner (opskæring og undersøgelser) for de nysgerrige.