|
Den jyske vestkyst er præget af Nordsøen – eller Vesterhavet som danskerne kalder det. Der er højt til himlen i denne del af Danmark, masser af saltvandssprøjt, udstrakte strande og imponerende natur. Limfjordslandet mod nord er mildere, bakket og frodigt med små sunde, vige og bredninger.
I læ bag vestkystens klitter er der vældige plantager, og på den midtjyske hede store, åbne vidder med lyngbevoksninger. Ved Skallingen nord for Esbjerg begynder Vadehavet med det karakteristiske tidevand og den flade marsk.
 Langs det meste af vestkysten er der lange, brede strande med fint, hvidt sand og store klitområder. Havet kan være voldsomt. I Limfjorden er der roligere vand og mange børnevenlige strande. Blåvandshuk er Danmarks vestligste punkt. Herfra kan du se Horns Rev Havmøllepark - en af verdens største vindemølleparker. Blåvand Fyr er et blandt flere langs vestkysten. I området omkring fyret ligger 50 bunkere, som er rester af et fæstningsanlæg fra 2. Verdenskrig. I øvrigt kan du ikke bare her men overalt langs vestkysten se rester af bunkeranlæg.
 Klitområderne ved vestkysten er Danmarks største og havudsigten er uendelig. Plantagerne inde i land er fyldt med naturoplevelser, i Klosterhede Plantage syd for Lemvig kan du bl.a. møde bævere, og i plantagerne ved Blåbjerg og Oksbøl lever Danmarks største bestand af kronvildt. På den smalle landtange Holmsland Klit er der både lange strande og et smukt, fredet naturområde. Ved Skjern Å og i de unikke områder omkring den, kan du bl.a. møde oddere og være heldig at fange laks i åen.
Den nordligste del af Vadehavet ligger i Ho Bugt ved Skallingen. Det unikke naturområde har status som vildt- og naturreservat og inden længe også som nationalpark.
 Vadehavsøen Fanø ligger ud for Esbjerg. Det er en gammel søfartsø, og den særlige, frisisk inspirerede byggestil ses tydeligt i Nordby og Sønderho. Tidevandet sætter sit præg på øen og den ca. 15 km lange, brede sandstrand på vestsiden. I øvrigt er stranden fremragende til drageflyvning og strandsejlads, og der er gode chancer for at finde rav. Inde på øen lever bl.a. vilde kaniner, og på en tange sydvest for øen holder store sælflokke til. I Limfjorden ligger Fur med flotte bakkelandskaber og skrænter, især de store molerskrænter på nordsiden er interessante. De blev dannet for 55 mio. år siden, og du har gode muligheder for at gøre spændende fossilfund. Fur nås med færge fra Branden. Også i Limfjorden - ud for Struer - ligger den lille Venø, som trods sin beskedne størrelse har både afvekslende natur og fine badestrande. Øens livsnerve er en lille færge fra Kleppen.
 Ud mod Limfjorden ligger de gamle byer Lemvig, Struer og Skive. Struer er hjemby for lyd og design i verdensklasse, nemlig Bang & Olufsen. I Holstebro blomstrer mange former for kultur, – du kan bl.a. beundre Giacomettis ’Kvinde på kærre’. Herning midt på den jyske hede er Danmarks tekstilby og en vigtig messeby. I den charmerende gamle fjordby, Ringkøbing, har arkitekten og bysbarnet Ulrik Plesner sat sit præg på byen med markante røde murstenshuse, som er inspireret af den lokale byggesstil. Spændende gavludsmykninger af både lokale og kendte kunstnere er Brandes kendetegn. Hvide Sande på Holmsland Klit er en rigtig vestjysk fiskeriby, det samme gælder Thyborøn, mens havnebyen Esbjerg har udviklet sig til Danmarks offshore hovedstad. Den er Danmarks yngste by, anlagt i 1868 med et net af snorlige gader, og dens vartegn er den ni meter høje skulptur ’Mennesket ved Havet’ af Svend Wiig Hansen.
På vestkysten bliver der dagligt landet tonsvis af friskfangede fisk, i Limfjorden handler det om blåmuslinger og østers, og i Vadehavet de små delikate hesterejer. Også marskens lam og kvæg er eftertragtede.
Strandliv og badeture er oplagte og populære aktiviteter i Vestjylland, og der er fremragende og unikke fiskevande, i særdeleshed i åer og søer. For surfere af enhver art er vestkysten en udfordring, mens begyndere har perfekte muligheder i Ringkøbing Fjord.
Der er gode kunstmuseer i bl.a. Holstebro, Herning og Esbjerg. På Struer Museum kan du studere Bang & Olufsens historie, og den ældre fortid bliver levende på Hjerl Hedes Frilandsmuseum, som ligger i et flot hedelandskab. Sahl Kirke i nærheden af Hjerl Hede rummer et enestående gyldent alter, og halvøen Salling er hjemsted for Danmarks bedst bevarede middelalderborg – Spøttrup. Vestjyllands særprægede klitgårde oplever du måske allerbedst på Holmslands Klit, hvor Abelines Gård, en tidligere strandfogedgård står med alt sit inventar nu som dengang. På Strandingsmuseet Sct. George bliver der berettet om søslag og skibsforlis langs den jyske vestkyst. Og på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg er der et sælarium med et særligt bassin for sælunger – de såkaldte hylere, som er blevet forladt af deres mødre.

Kort over Vestjylland
Find vej - se både luftfoto- og almideligt kort over Vestjylland Kort over Vestjylland
Fakta om VestjyllandStørste by: EsbjergLufthavne: Karup, EsbjergInternationale færgehavne: - Esbjerg (GB) Afstand fra København til: - Esbjerg (296 km) - Herning (310 km) - Ringkøbing (359 km)
|
|