
I regionen ligger domkirkebyen
Roskilde.
Domkirken er hvilested for en lang række danske kongelige, og på
Vikingeskibsmuseet kan du bl.a. opleve fem 1000 år gamle vikingeskibe, som er fundet i Roskilde Fjord.
I
Nykøbing S, som er Odsherreds hovedby,
finder du et hyggeligt købstadsmiljø og mange gallerier med kunst og kunsthåndværk. Rørvig er en populær ferieby, og fra den lille havn sejler færgen til Hundested. På Sjællands Odde er Røgeriet i Havneby tegnet af ingen mindre end den verdensberømte danske arkitekt Arne Jacobsen.
Slagelse og fjordbyen Holbæk er travle handelsbyer, og i den gamle færgeby
Korsør pustes der nyt liv i havnefronten, efter at Storebæltsbroen har erstattet færgerne.
Kalundborg er stadig havneby med færger til Århus og Samsø, og den gamle femtårnede kirke, Vor Frue, er byens vartegn.
I
Ringsted kan du mærke historiens vingesus i
Sct. Bendts Kirke med de mange kongegrave fra middelalderen; det kan du også i
Sorø, hvor den smukke klosterkirke rummer mange fornemme grave – bl.a. er Københavns grundlægger biskop Absalon begravet der. Ved siden af kirken ligger
Sorø Akademi lige ned til Sorø Sø og
Akademihaven med fine stier langs søen.
Købstaden
Skælskør ligger mellem fjord og nor, og i omegnen kan du beundre herregårdene
Borreby og
Holsteinborg – på sidstnævnte var Danmarks berømte eventyrdigter Hans Christian Andersen en hyppig gæst.