Suserup Skov
Suserup Skov ved Tystrup Sø er det tætteste, Danmark kommer på en urskov. Her har naturen rådet i over et århundrede, og 6.000 års ubrudt skovhistorie gemmer sig mellem mosklædte stammer og mægtige, gamle løvtræer på skræntens hæld ned mod søen.

En levende urskov ved Tystrup Sø
Hvor skræntens løvtræer møder det stille vand i Tystrup Sø, gemmer sig et af Danmarks mest enestående naturområder. Suserup Skov ved Sorø er ikke bare endnu en smuk skov på Sjælland — det er et levende vindue ind i den urskov, der engang dækkede hele Danmark. Her har træerne fået lov at gro, dø og falde i over et århundrede, præcis som naturen selv dikterer det.
Skoven strækker sig ned ad den stejle skrænt mod Tystrup Sø på Midtsjælland, og allerede ved det første skridt ind mellem stammerne mærker man, at noget er anderledes. Kæmpestore bøge og ege knejser side om side med væltet ved og mosklædte stammer i alle stadier af forfald. Det er netop det, der gør Suserup unik: her fjernes ingen væltede træer, ingen grene ryddes, og ingen nye træer plantes. Alt overlades til naturens egne processer, som det har været tilfældet siden slutningen af 1800-tallet.
6.000 års ubrudt skovhistorie
Jordbundsprøver har afsløret, at der har stået skov på dette sted i mindst 6.000 år — en ubrudt kæde af generationer af træer, der rækker helt tilbage til stenalderen. Det gør Suserup Skov til et af de vigtigste forskningsområder for skovøkologi i Nordeuropa. Skoven ejes af Stiftelsen Sorø Akademi, og den er en del af den danske Naturkanon — en anerkendelse af dens helt særlige status i dansk naturhistorie.
Den blandede løvskov rummer et usædvanligt mangfoldigt træsamfund. Bøg og eg dominerer de højeste etager, mens el, elm, ask, ahorn og lind fylder mellemskiktet. I underskoven finder man hassel, hvidtjørn og — hvis man er heldig — vilde pæretræer og skovæbletræer, der alle er spiret af sig selv, spredt af vind og fugle gennem århundreder. De ældste træer i skoven anslås at være omkring 400 år gamle, og deres mægtige stammer og forrevne kroner vidner om en helt anden tidsregning end den, vi mennesker normalt opererer i.
En vandring mellem fortidens kæmper
En afmærket sti fører rundt i hele skoven, og det er vigtigt at blive på stien for at beskytte det sarte skovbundsøkosystem. Turen er kort — man kan gå den på en times tid — men oplevelsen er intens. Lyset filtrerer ned gennem det tætte løvtag og skaber et grønligt, næsten undersøisk skær, der ændrer sig med årstiderne. Om foråret blomstrer hvidsipperne som et tæppe på skovbunden, og om efteråret farves skoven i dybe gyldne og rustbrune toner, der spejler sig i Tystrup Søs blanke overflade.
Lyd fra spætter og ugler følger én langs stien, og med lidt tålmodighed kan man opleve havørnen, Danmarks største rovfugl, der har vinterophold ved Tystrup-Bavelse Søerne. Skovens mange hulheder, revner og døde stammer er levested for sjældne svampe, biller og flagermus, som trives netop her, hvor mennesket har trukket sig tilbage.
Oplevelser i nærheden af Suserup Skov
Suserup Skov ligger som en perle i det storslåede Tystrup-Bavelse-landskab, som ofte kaldes Sjællands svar på Silkeborgsøerne. Tystrup Sø er med sine 662 hektar en af Sjællands største søer, og den forbundne Bavelse Sø mod syd giver hele området en nærmest søhøjlandsagtig karakter. Susåen bugter sig gennem landskabet, og området er populært til kanoture og kajakpadling. Sjællandsleden passerer tæt forbi, og flere kortere vandreruter giver mulighed for at kombinere skovturen med en heldagsoplevelse i det kuperede morænelandskab. Sorø by ligger få kilometer mod nord med Klosterkirkens middelalderlige ro, Sorø Sø og Akademihaven. Find endnu flere oplevelser i området på destinationsjaelland.dk.
Come arrivare
Suserupvej
4180 Sorø
Ultimo aggiornamento a cura di::Destination Sjælland info@desj.dk